1.søndag efter påske 2020

Prædiken til 1. søndag efter påske 2020
ved sognepræst Bodil Raakjær Jensen

Evangelium: Johannes 21,15-19

I evangeliet til i dag får vi beskrevet baggrunden for pavedømmet i den katolske kirke – eller en af baggrundene. Jesus sætter disciplen Peter til at vogte sine lam – han overlader det til ham at være hyrde for hele flokken af dem, der hører Jesus til. Hyrde hedder pastor på latin. Peter – overhyrden – bliver den første kristne kirkes leder – han bliver senere biskop i Rom – det embede, der senere igen udvikler sig til paveinstitutionen – paven sidder på Peters stol i Rom. Det gør han stadigvæk. Sådan er det.

Peter indviede de første medbiskopper, som var med til at indvie de næste osv. Der går en lige linje fra apostlen Peter til nutiden – fra pave over kardinaler og ærkebiskopper til biskopper og præster. Således er hver eneste præst i den katolske kirke indviet ved den håndspålæggelse, der i sidste ende – eller rettere i første ende - stammer fra apostlen Peter selv. Det er det, man i kirken kalder den apostolske succession – altså at præster efterfølger apostlene direkte gennem håndspålæggelsen helt tilbage til den første tid.

I den protestantiske eller lutherske kirke har vi brudt med denne tradition. De første lutherske præster gjorde oprør mod den bestående kirke. De indviede hinanden – uden håndspålæggelse fra de rigtige autoriteter. Derfor er den direkte linje til apostlenes dage brudt, og den kan aldrig mere genoprettes. Derfor regnes de lutherske præster af den katolske kirke ikke for at være retsmæssige præster – og det hvad enten de er mænd eller kvinder. Det kan man jo mene om, hvad man vil – men én ting er, hvad den katolske kirke har gjort det hele til – en anden ting er, hvad det var tænkt som i begyndelsen – dengang Jesus gjorde Peter til hyrde for menigheden. For måske var det egentlig noget helt andet, der var vigtigt for Jesus og for Peter dengang. Det drejede sig måske slet ikke om indførslen af et stift kirkeligt hierarki, der skal fortælle, hvem der er ret pastor og hvem der ikke er det.

Peters indsættelse som hyrde får i høj grad konsekvenser for ham selv – embedsmæssigt kunne man sige. I hvert fald tør han som indehaver af sit nye embede stille sig op og holde taler – ikke kun for sine egne, men for den store offentlighed – for israelitterne som sådan. Her fortalte Peter jøderne, hvad der skete med den mand, som de udleverede til korsfæstelse og død. At denne mand – denne Jesus fra Nazaret var Guds søn – og at det hele skete efter en plan, som Gud forud havde lagt – at Gud derfor også lod denne Jesus, som altså var Guds søn, stå op fra de døde. Og det kunne i virkeligheden ikke komme som nogen overraskelse for dem, for sådan var der jo allerede skrevet om det i den gamle skrift. Peter turde nu stå frem og tale jøderne imod, selvom han egentlig var et jævnt menneske – en fisker uden større uddannelse. Han talte nemlig ikke på egne vegne – han stod i en større sags – en større Herres tjeneste – den største af dem alle.

Alt dette var den ydre konsekvens af, hvad der skete på bredden af Tiberias sø denne tidlige forårsmorgen i år 33. Men de indre konsekvenser for Peter var med sikkerhed endnu større. Her vandt han nemlig den frihed, der gjorde ham stærk og modig.

Indtil da havde Peter været dybt bedrøvet. Ja, han havde prøvet at glemme alt det, som disciplene sammen havde oplevet de sidste par år.

Ikke mindst det, der var sket i de frygtelige dage forud. De havde været vidne til Jesu tilfangetagelse og voldsomme død – alt var endt så helt anderledes, end hvad de havde håbet på. Og det værste var, at Peter havde svigtet på grusomste. Inden tiden havde han været så kæphøj: Jeg svigter dig aldrig, havde han sagt til Jesus. Om alle andre svigter dig – om det så skal koste mit liv – jeg svigter dig ikke – aldrig nogensinde.

Men da han så var i ypperstepræstens gård sammen med alle de andre, og soldaterne havde taget Jesus til fange, da blev Peter med de store ord pludselig lille – jeg kender ham ikke, jeg ved ikke, hvad du snakker om, jeg kender ikke den mand. Sådan havde han fornægtet Jesus – akkurat som Jesus havde forudsagt det – inden hanen galer to gange, har du fornægtet mig tre gange.

Det var præcis det, der skete. Og hanen galede, og først da forstod Peter, hvad han havde gjort. Han havde svigtet det menneske, som betød alt for ham – som han havde svoret evig troskab. En voldsom følelse af skyld og skam besatte Peter – og efter at det hele var slut, kunne han ikke kom væk hurtigt nok – væk fra Jerusalem – væk fra denne parentes i hans liv – tilbage til det gamle liv – fiskerlivet ved Tiberias Sø sammen med de andre. Bare væk og prøve på at glemme.

Men det gik ikke for godt. De fangede ingenting. De var på søen hele natten – det slidsomme arbejde med nettene – for der er ikke noget, der er mere slidsomt end at hale tomme net ind igen. Der var ingen held ved fiskeriet, og morgenen gryede.

Da stod der pludselig en fremmed mand inde på stranden. Nå, det går måske ikke så godt, sagde han. Hvad med at prøve at smide nettene ud til den anden side? Spurgte han. Og Peter gik med til det – hvorfor er ikke godt at vide. Men nettene blev overfyldte, så båden var nær ved at synke. Da kunne Peter se, hvem manden var – det var den opstandne Kristus – levende igen. Først blev han usigelig glad – så kom han i tanke om det – det forfærdelige han havde gjort – hvordan han havde svigtet og fornægtet, og han blev frygtelig flov og skamfuld.

Men Jesus giver ham en chance. Tre gange spørger han Peter om hans kærlighed – tre gange får Peter lov til at svare: du ved det Herre, du ved jeg har dig kær – du ved jeg holder af dig. Tre kærlighedserklæringer mod tre fornægtelser. Nu er det gjort godt igen. Det skamfulde er glemt – det findes ikke længere. Apostlen Peter kan bruges i Kristi kirke. Han får overdraget ansvaret for menigheden – for kirken. Peter bliver glad igen – og han vokser som menneske. Nu tør han stå ved det, han tror på.

Gud kan bruge os svage mennesker, der svigter og falder – alligevel kan vi bruges i hans tjeneste. Det er stort – ikke kun for Peter var det det største – men også for os – os, der også engang imellem helst vil glemme alt om, hvad vi har sagt eller gjort. Men her i dag får vi at vide, at vi ikke behøver at være rene, vi behøver ikke at være på alle måder perfekte, for at blive accepteret af Gud. Vi er gode nok. Han elsker os, som vi er – på trods af alle vore fejl og mangler, på trods af alle vore store ord, der så alligevel ikke kan slå til, når det gælder. Hvis bare viljen til kærlighed er der, så er det aldrig for sent. Så er der tilgivelse for alle vore svigt – for Gud er en nådig Gud.

Nåde – det er et af de ord, vi ofte finder inden for kirkens mure – sjældnere udenfor. Det forekommer dog, at vi hører om et menneske, der bliver benådet. Typisk betyder det, at man slipper ud af fængslet, før man har udstået sin straf. Eller fra gamle dage, at den dødsdømte slipper med livet i behold. Sådan kan vi også forstå det her. At vi får del i Guds nåde, er det samme, som at blive benådet. Gud ser bort fra straffen. Han benåder os – han henter os ud af skammens og skyldens fængsel – det fængsel, som vi placerer os selv i, hver gang vi fejler og svigter. Vores selvtilmålte straf - vores selvforskyldte mørke. Det mørke løftes vi ud af. Guds nåde er som at løftes af mægtige hænder fra drukning i mørket til morgen blandt venner.

Sådan blev Peter løftet ud af sindets mørke den morgen ved søens bred – og det blev en lys, skøn, befriende morgen blandt venner. Det er tilgivelse – helt konkret og til at mærke.

Vi begyndte med håndspålæggelsen, som den findes i den katolske kirke. Men håndspålæggelsen findes også hos os som et tegn på Guds nåde. Tegnet formidler Guds kærlighed og velvilje. Det viser Guds nærvær over dette menneske, som hånden bliver lagt på. Guds kraft og Guds nåde givet til den, der ikke selv kan gøre sig fortjent til det. Det mærkes endnu mere tydeligt i denne tid, hvor kropskontakten er forbudt.

Ingen steder er tegnet i håndspålæggelsen mere tydelig end ved barnedåben. Og det håber vi sådan, at vi snart må opleve igen. Om ikke andet så kan vi da tænke på vores egen dåb. Da blev der også lagt hånd på os.

Tegnet betyder, at et lille menneskebarn – eller et større menneskebarn for den sags skyld – er kendt og godkendt af Gud Faderen selv. Gud vil kendes ved dette menneske. Intet mørke er nu så mørkt, at Gud ikke kan finde ham eller hende. Og selvom der på dåbsbarnets livsvej vil forekomme svigt og fejl, så vil Gud også hente dette menneske ud af det selvforskyldte mørke – for sådan er det at være barn af den nådige Gud – vor Herre Jesu Kristi far. Det er hans mægtige hænder, der løfter os ud – fra drukning i mørket til morgen blandt venner.

Amen