2.s.e.påske tekstversion

Prædiken 2. søndag efter påske af Lise Hindsholm

Dagens tekst, Johannesevang. 10,22-30:

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen skal rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.”

Je responderai er fransk og betyder ’jeg vil svare’. Det var motto for den engelske adelsslægt, som Denys Finch-Hatton tilhørte. I Danmark er Denys mest kendt, fordi han i nogle år levede sammen med Karen Blixen, mens hun havde sin kaffefarm i Afrika (i filmen om Blixens år i Afrika, Out of Africa, spiller Robert Redford rollen som Denys).

Karen Blixen syntes, det var et flot motto: jeg vil svare! Sådan et motto viste, at indehaveren levede på sin egen stolte sandhed og altid ville stå på mål for, hvem han var og hvad han ville.

Og det var det, hun elskede ved Denys – at han altid var sig selv, fri og ubundet. Han skrev til hende med et citat fra en engelsk digter: ’I will never come for pity, I will come for pleasure’ – jeg vil aldrig besøge dig af medlidenhed, jeg vil besøge dig af lyst. De lovede hinanden, at de aldrig ville binde hinanden med løfter. De ville aldrig stå i vejen for den andens selvudfoldelse. Efter Karen Blixens mening var det sådan et menneske, man skulle være: je responderai, jeg bestemmer, hvem jeg er og skal nok svare for mig selv. Ingen skal pådutte mig nogen bindinger.

I evangeliet, der hører til 2. søndag efter påske, er Jesus i diskussion med sine modstandere. De kritiserer ham for, at han ikke vil svare på, hvem han er. ’Sig os det ligeud!’ forlanger de af ham. Svar dog! Hvorfor vil han ikke stå ved, hvem han er?

Jesus svarer dem, at han har sagt til dem, hvem han er – men de kan ikke høre det, for de er vil-døve: De vil hellere høre et andet svar og derfor hører de ingenting.

Hans svar til dem er, at han er deres hyrde. Gud har sendt ham til dem og hans opgaver er at samle mennesker om Guds vilje. Samle dem som en hyrde samler sine får. Hyrden leder fårene ud på de grønne enge, til ’hvilens vande’, som der stod i den gamle bibeloversættelse (Davids salme 23).

Billedet af fårene, der følger hyrden, er et af de smukkeste billeder på, hvordan vi skal være mennesker i troen på Jesus. Han vil lede os til sandhed og kærlighed, den egentlige mening med livet. Men det passer dårligt ind i den selvforståelse, der er mest udbredt i vores del af verden. I vores vestlige verden er det meget mere hot at tænke ligesom Karen Blixen: mig skal de ikke pådutte nogen sandheder – jeg har dem i mig selv! Tænkte Jesu modstandere i virkeligheden ligesom Karen Blixen?

I hyrdebilledet bliver vi tegnet som en flok, et fællesskab, der skal have omsorg for hinanden. Vi har ansvar ikke bare for os selv, men for de andre. Det er hårdt at have sådan et ansvar. Der følger meget med. Det mærker vi nu i corona-tiden, hvor der er meget vi ikke kan eller må, fordi vi skal passe på hinanden. Det begrænser vores livsudfoldelse. Var alting ikke meget nemmere, hvis man kunne vælge det dér je responderai og bare gøre, som det passede én?

Men der er en hård og ubehagelig kerne i je responderai. Det fik Karen Blixen også at mærke. I foråret 1926 rejste Denys til England, fordi hans far var syg. Kort tid efter at han var rejst, fandt Karen ud af, at hun formodentlig var gravid. Hun telegraferede til Denys om det kommende barn. Og han svarede – netop som det passede ham: ’Råder kraftigt til at aflyse barnets besøg’. Med andre ord: få en abort. Han skulle ikke bindes. Han skulle slet ikke være far. Je responderai. Det kastede Karen ud i den største personlige krise, hun oplevede i de år, hun levede i Afrika.

Er vi får i den flok, som Jesus er hyrde for, så kan vi ikke bare gøre som vi vil. Så er vi bundet af hensynet til andre. Til dem, der elsker os, til de mennesker, der er afhængige af os. Det hedder også næstekærlighed.

Men det svar, Jesus giver sine modstandere i dag, rummer mere end det, at vi er bundet til hinanden i kærlighed. Jesu svar fortæller om Gud, der gør det godt for os langt ud over, hvad vi selv kunne få i stand. Gud har bundet sig til os med sine løfter. Og Guds løfter gælder vores liv og vores fremtid – de rækker længere end tid og død og al mulig corona-elendighed.

Jesu svar er rigtig godt beskrevet i den salme i salmebogen, der har nr. 441 i salmebogen: ’Alle mine kilder skal være hos dig’. Her findes det store udsyn. Guds løfter tager deres begyndelse helt tilbage i tiden, da Gud udvalgte sig et folk. I det folk skulle Guds ord og Guds vilje vise sig. Helt konkret skulle det ske ved, at en kvinde fra det folk skulle blive mor til Guds søn.

Så kom tidens fylde, altså den tid, Gud havde bestemt, at han ville åbenbare sig. Det er den tid, hvor Jesus bliver født og bliver døbt i Jordanfloden, mens himlen åbner sig over ham, og Gud kalder ham ’min søn’. Helligånden er over ham, og han er bemyndiget til at gøre Guds gerninger mellem mennesker.

Dåben er ikke kun for Jesus. ’Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer’, siger Jesus til sine disciple. Dåben bredes ud gennem slægterne og tiderne, og vi får også del i den. Her bliver vi badet i Helligånden, og med den får vi del i Guds sandhed. Ved tidens ende skal alting skal genfødes, alt skal oplives ved Guds kræfter.

Omkvædet i salmen lyder: Alle mine kilder skal være hos dig! Det er Gud, der siger sådan til os. Gennem hele historien, helt ud til tidens ende, vil Gud lade sine kilder springe hos os. Kilderne er Guds nærvær hos os. De springer med livsmod, tro og overskud. De giver os noget at tro på og leve efter, som vi ikke har fra os selv. Det er ingen sandhed, som vi skal søge i os selv. Det er sandhed fra Gud til os, et levende kildespring af håb og kræfter, som Gud lader os have hver eneste dag.

Alle mine kilder skal være hos dig! – hør sangen indsunget af vores organist og kirke- og kulturmedarbejder på you-tube-linket her på hjemmesiden.