4. søndag e. påske 2020

Prædiken til 4. søndag efter påske 2020 ved Bodil Raakjær Jensen

”Jesus sagde da til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.” Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” De svarede ham: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”
Johs.8,28-36

Hvad er frihed? I den forgangne uge kunne man høre, læse og se meget om frihed. Internettet – det er jo der, vi befinder os mest i disse mærkelige tider – nærmest flød over med beretninger fra de bevægende dage for 75 år siden, hvor Danmark fik sin frihed tilbage. De færreste af os har oplevet det selv. Men vi kan godt forestille os, hvordan det mærkedes dengang, da mennesker fik deres frihed tilbage. Det er lidt det, vi også går og venter på, selvom besættelsen denne gang er af en helt anden art. Og måske netop af den grund endnu vanskeligere at forholde sig til.

Hvad er frihed? Frihed er selvfølgelig det modsatte af at være bundet. I det 3. rige brugte man et underligt billede på frihed. Over indgangen til flere KZ-lejre havde man lavet en portal, hvor der stod: Arbeit macht frei. Altså: arbejde giver frihed eller gør fri. Det havde selvfølgelig ingen hold i virkeligheden. Det var nok mere tænkt til de mennesker, som var udenfor, end de, som var in-denfor. Arbejdet i lejren kunne ikke gøre fri, men arbejdede man ikke nok med på rigets fremgang, så kunne man risikere at ende i sådan en lejr.
Men frihed hører i virkeligheden også sammen med det at være bundet – altså uden sammenligning med den absurde overskrift over dødslejrene. Med et lidt fortærsket billede: En drage, som flyver i luften, er et oplagt billede på frihed.

Den flyver frit i luften. Men den er jo ikke helt fri. Der er en snor, der binder den. Og det underlige er, at brister snoren, så falder dragen ned. Var den helt fuldstændig fri, så ville den slet ikke kunne flyve. Skal vi gå lidt videre med dette billede, kan vi sige, at en frihed, som bare er frit svævende i luften, er slet ingen frihed. Friheden må have noget at forholde sig til, den må være bundet til noget, ellers falder den bare til jorden.

Jødernes og Jesu syn på frihed tørner sammen i dagens evangelium. Når Jesus siger, at loven ikke giver frihed, at jøderne faktisk er trælle, så er det, fordi han mener, at loven bliver sat over mennesket. Mennesket handler kun godt, fordi loven siger, at sådan skal det være. Men bliver en lov brugt til at regulere alting med, så er der ikke plads til mennesker, som er anderledes. Det kan ik-ke lade sig gøre at lave love for alting. Det enkelte menneske kan måske nok indordne sig, men aldrig udfolde sig. Friheden er begrænset.
For Jesus er mennesket det afgørende. Og den eneste måde, det kan lade sig gøre at sætte mennesket i centrum, er at kærligheden er det, som holder friheden fast – ikke loven. Skulle man blive i billedet, ville Jesus sige, at kærligheden giver frihed. Kærlighed er den snor, som skal give friheden mening. Frihed kan kun forstås, når den hænger sammen med kærlighed. Frihed uden kærlighed er ikke nødvendigvis til gavn. Den kan ligefrem føre til det onde.

Jesus siger også, at sandheden gør fri. Men hvad er det for en sandhed?
Der var for en hel del år siden meget tale om en japansk sekt, der kaldte sig ”Den højeste sandhed”. Det var den sekt, der stod bagved giftgasangrebet på en undergrundsstation i Tokio. Lederen af sekten kaldte sig selv for ”sandhedens søn”. Det at slutte sig til hans sekt, var altså at slutte sig til den højeste sandhed. Men det gav ikke frihed. Det betød tværtimod at man blev bundet. Lederen var ikke den, som i kærlighed ofrede sig. Nej, han lod sig tjene. Arbejde kunne vel nok gøre fri – nemlig fri for at blive straffet. Og ville man gøre oprør imod sin bundethed – det man var slave af – så blev man holdt fanget eller måske dræbt. Sandhed og frihed hørte i sekten kun sammen, når man bekendte sig til den sandhed, som guruen ville have. Det var altså ikke kærlig-heden, der styrede friheden, nej, det var magten til at herske.

Når kærlighed og sandhed hører sammen, betyder det, at det er sandt, at kærligheden går forud for alt. Kærlighed og sandhed er frihed, for her er det mennesket, som Gud har skabt, der er centrum. Det er friheden til at være den, Gud har givet mig at være. Men det er også friheden til at vælge friheden fra – af kærlighed til medmennesket – sådan som vi gør i denne tid – frivilligt, i hvert fald delvist.

Men vi mangler i den grad friheden. Vi føler os bundet – ikke af kærlighed, men af corona. Vi ville så gerne gå mere ud, være mere sammen, holde gudstjenester og fester. Vi ville så gerne have holdt konfirmationer i disse dage. Have oplevet fest og glade dage. Men de dage vil komme igen, og så vil vi glæde os ekstra meget. Så vil vi i endnu højere grad mærke friheden – ligesom i majdagene for 75 år siden.
Amen