Skærtorsdag - tekstversion

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far og Herren Jesus Kristus. Amen

I dag er det Skærtorsdag. Vi burde have været i kirke denne første af påskens dage. Vi burde have mærket fællesskabet ved at gå til alters sammen. Det var skærtorsdag, Jesus spiste sammen med sine disciple for sidste gang. Det var skærtorsdag, Jesus indstiftede nadveren, sådan som kristne hele verden over nu har fejret nadver hver søn- og helligdag i snart 2000 år.

I år kan vi ikke gøre det. I år er vores fællesskab anderledes. Kirken er lukket. Jeg har godt nok en nøgle til den, men hvad er en kirke uden menighed – ikke mindst denne dag? Så nu får I mine tanker om evangeliet på skrift. Sådan må det være i år.

Evangeliet til står i det 13. kapitel i Johannes Evangeliet, vers 1-15.

”Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

Prædiken:

Jesus spiser altså aftensmad – eller med et gammelt dansk ord nadver – sammen med sine disciple. Det er sidste gang, de er sammen på denne måde, og Jesus ved det. Han ved, hvad der venter ham, og i denne situation gør han noget, der synes meget mærkeligt. Han rejser sig, hælder vand i et vaskefad og binder et håndklæde om livet. Og så giver han sig til at kravle rundt og vaske disciplenes fødder. Vi ville nok tænke, at det var lidt mærkeligt og upassende sådan midt i maden. Men for disciplene føltes det langt mere upassende – derfor også Peters højlydte protest.

Det var en religiøs regel, at man vaskede sine fødder, inden man gav sig til at spise. Det var sådan set meget praktisk, for det kunne de støvede fødder, der havde gået på landevejen i sandaler, nok have brug for, før man lagde sig til bords, som skikken jo var. Men det var altså ikke noget, som værten tog sig af. Det havde man tjenere eller slaver til – til nød gjorde man det selv. Men aldrig den, som man kaldte Herre – slet ikke når denne var Guds søn. Det var utilbørligt.

I efteråret var vi en gruppe, der var inviteret til sabbatsgudstjeneste i synagogen i den sydtyske by Augsburg. Efter gudstjenesten deltog vi i det rituelle sabbatsmåltid i menighedslokalet – og det var lidt  fremmedartet at se på, hvordan menigheden efter den indledende bøn, straks rejste sig og stillede sig i kø ved håndvasken for at vaske sig inden måltidet. Men se – hvordan håndvask nu er blevet en så vigtig del af vores hverdag – i alle situationer. Man får næsten et religiøst forhold til det – understreget af et opslag der deles på facebook med ideen til, hvordan man kan bede fadervor, mens man vasker sine hænder.

Den sidste gang jeg indstiftede nadveren, inden vi lukkede kirkerne, stod flasken med håndsprit fremme på alteret sammen med kalk og disk – demonstrativ, synlig afspritning af hænder fremstod næsten som en del af nadverritualet. Spraying and praying, som en kollega skrev.

Men det Jesus gør denne sidste aften sammen med sine disciple handler ikke om regler og forskrifter. Det er jo netop det, Jesus så ofte gør oprør imod. Fodvaskningen er da heller ikke en understregning af renhedsforskrifternes vigtighed. Jesus giver en helt anden forklaring på det, han gør – det er en tegnhandling. Jesus er et forbillede. Når altså Jesus, deres Herre og Mester, kan ydmyge sig og tjene dem på denne næsten absurde måde, så kan og skal også de – og vi – tjene hinanden. Det handler om tjeneste og ikke om renhed. Derfor skal vi også passe på, at renhedsforeskrifter ikke bliver det væsentligste i vores forhold til hinanden – ikke mindst i denne tid.

Men absurditeten skal blive endnu større. Da Jesus har endt måltidet med at dele ud af brød og vin som et billede på sig selv – på sit legeme og sit blod – altså endnu en tegnhandling – går hele skaren ud på Oliebjerget til Gethsemane have. Her kommer de romerske soldater, anført af forræderen Judas. Jesus bliver taget til fange og ført bort. Han er på vej til den ultimative tjeneste: at give sit liv – og samtidig det fuldstændigt absurde – at Guds søn skal dø som en forbryder – henrettet på et kors.

Disciplene er nu overladt til sig selv. De tager hjem, lukker sig inde, frygter for fremtiden, frygter for deres liv. De ved ikke, hvad der kommer. De er usikre og angste – og de længes efter normaliteten, efter hverdagen, efter at alt igen er, som det var før.

Mon ikke vi kan genkende disse følelser, selvom årsagen er en anden? Indelukkede og angste længes vi også efter hverdagen og normaliteten. I denne påske kan vi kollektivt bedre end nogensinde sætte os ind i, hvordan disciplene har det denne aften og de næste dage.

Men vi ved jo også, at det endte godt dengang. Livsglæden vendte tilbage påskemorgen, selvom det næsten ikke var til at tro.

Min vej førte mig den anden dag forbi et hus med en have og en hæk. På hækken var der hængt et banner med en regnbue. På banneret stod: Det bli’r godt igen! Eller vi kunne også sige som dronning Elisabeth i sin tale den anden dag: We´ll meet again. Det skal være vores påsketro denne skærtorsdag, hvor vi frygter og længes. Vi skal mødes igen. Opstandelsen er på vej.

Amen.

                                                                                       Bodil Raakjær Jensen